Skelgårdskirken
Amagerland provsti - Københavns stift
 

Bryllup og dåb -hvornår kan vi holde det?

(Artikel i Skelgårdskirkens kirkeblad 4-02)

Af tradition og praktiske årsager har det været og er stadig for det meste sådan, at bryllup var om lørdagen, når gæsterne havde fri. Dåben blev holdt om søndagen i forbindelse med en gudstjeneste, for så kunne de fleste komme og være med til at fejre, at den nydøbte nu blev Guds barn.

Dåb om fredagen? Eller om lørdagen?

Danmarks nye prins blev døbt på en fredag, så det kan alle andre selvfølgelig også! Ja, dåben kan finde sted på en hvilken som helst dag, I vælger, og hvor vi i kirken har mulighed for det.

Vi har i Skelgårdskirken for nogen tid siden indført, at vi den sidste lørdag i måneden holder dåbs– og familiegudstjeneste. Det er hver gang en festlig gudstjeneste, hvor familie og venner slår kreds om den, der skal døbes og viser, at de ønsker den nydøbte alt godt og Guds velsignelse.

Vi præster forsøger så godt som vi kan, at gøre det til en festlig og god stund, hvor vi i fællesskab kan høre, at Gud elsker os.

Bryllup torsdag formiddag? Kan man det?

Når et par skal have døbt deres lille nyfødte, prøver jeg ofte at overtale dem til at blive gift. Nej, det kan ikke lade sig gøre lige nu, for de har ikke råd til at holde to fester, eller de skulle også have været gift, men nu er der lige så meget andet, der skal klares. Ja, siger jeg så, men I kan jo bare komme på torsdag, så kan vi godt holde bryllup!

Kan man det? På en torsdag? Om formiddagen? Vi troede det skulle være lørdag eftermiddag med det helt store! Nej, det behøver ikke være en lørdag, og I kan komme alene eller sammen med nogle ganske få.

Det ærgrer mig, hver gang jeg hører det, at der er mennesker, der ikke er blevet gift, og ikke har fået Guds velsignelse, bare fordi de ikke vidste, at det sagtens kunne lade sig gøre på andre tidspunkter end de traditionelle.

Kirkelig velsignelse?

Hvad er det? Det er en handling hvor vi foretager en velsignelse af et i forvejen gift par. Hvis I er blevet viet på rådhuset, men nu synes, at I gerne vil have Guds velsignelse over jeres ægteskab, så finder vi sammen et tidspunkt, hvor vi kan holde denne festlighed. Og det er virkelig festligt! Det vigtigste er nemlig ikke, at I siger ja til, at I vil giftes med hinanden, men ja til at I vil elske hinanden og gerne vil have Guds velsignelse til det. Ved en sådan handling er der heller ikke så megen nervøsitet, så I får meget mere ud af præstens tale og får en god oplevelse af, at Gud er med jer i jeres dagligdag.

Vi er her for jeres skyld, så kom og brug os!

Verner Villensgaard