Hvad gør man ved dåb?
Man kan holde barnedåb ved de fleste søndagsgudstjenester, både højmesser og rytmiske gudstjenester. Desuden har vi en fast månedlig dåbs- og familiegudstjeneste, som oftest ligger sidste lørdag i måneden kl. 11.
Vil man aftale tid til en dåb længere ude i fremtiden end gudstjenesterne er planlagt, kan det sagtens lade sig gøre. Man kontakter blot kirkekontoret, hvor man også kan få oplyst, hvilken præst, man hører til, hvis man har spørgsmål til dåben.
Forud for dåben har man en samtale med den præst, der skal døbe barnet. Her skal man også oplyse navne og adresser på mellem to og fem faddere. Disse skal selv være døbt.
Alternativt fremsendes faddernes navne og adresser til kirkekontoret.
Et barn skal have et navn indenfor de første seks måneder efter fødslen. Hvis ikke barnet døbes forinden, skal det navngives.
Hvad gør man, når en voksen vil døbes?
Hvis man ikke er døbt som barn, kan man blive det som voksen. Forud for dåben bliver man undervist af den præst, der skal døbe én. Undervisningsforløbet aftales individuelt.
Medmindre man ønsker en bestemt præst til dåben, kan man få oplyst, hvilken af sognets præster, man hører til, på kirkekontoret.
Når man ved, hvilken præst, der skal medvirke, kontakter man vedkommende og aftaler tid til en samtale.
Ved voksendåb har man ikke faddere, men i stedet to dåbsvidner. Man oplyser deres navne og adresser, når man indskrives til dåb.